Maler i Odense og på Fyn

Den bedste kvalitet til den bedste pris

Det var 6 friske malersvende, der tog initiativ til DCM i Odense tilbage i 1931. De havde mistet deres arbejde ligesom mange andre pga. krise og stor arbejdsløshed på Fyn, men de ville af dødvandet. Spørgsmålet var hvordan?

Løsningen blev i fællesskab at etablere et kooperativt malerfirma, og malersvendene gik i gang med at sælge andele a 25 kr. for at rejse kapital. Men tiderne var trange, og det var det svært at sælge alle andele. Derfor trådte den lokale fagforening til og købte de sidste andele.

I 1932 kunne de 6 malersvende etablere DCM med en startkapital på svimlende 5.000 kr. Og så var det ellers op på cyklen og afsted for at skaffe maleropgaver rundt om i Odense. Mottoet var at levere den bedste kvalitet i malerarbejde til den bedste pris.

Det lykkedes. Maleropgaverne kom i hus, og det første kontor og malerværksted fik adresse i Asylgade i Odense centrum.

DCM voksede og voksede, og i 1963 flyttede DCM kontor og malerværksted til Østerbro i Odense, hvor vi ligger den dag i dag. Vi beskæftiger mere end 60 medarbejdere og udfører malerarbejde på hele Fyn.

Et kooperative malerfirma siden 1932

Demokrati, ligeværdighed og social ansvarlighed

DCM Malerfirma er en kooperativ virksomhed. Vores tre bogstaver, DCM, står for “Den Cooperative Malerforretning”, og vi er medlem af Kooperationen, som er en arbejdsgiver- og interesseorganisation for kooperative og socialøkonomiske virksomheder i Danmark.

Vi arbejder ud fra de kooperative principper om bl.a. fællesskab, demokrati, ligeværdighed og økonomisk deltagelse.

Det betyder helt konkret, at DCM er ejet af medarbejderne, og en tredjedel af vores overskud tilfalder medarbejderne via vores medarbejderfond. Fonden bruger pengene til goder og arrangementer for medarbejderne. Resten af overskuddet bliver i DCM, så vi til enhver tid kan varetage vores fornemste opgave, nemlig at skaffe beskæftigelse.

Et af de kooperative principper er også social ansvarlighed. Det er en vigtig værdi for os i DCM, at der er plads til at beskæftige dygtige malersvende, selvom livet spænder ben. Og vi sørger også løbende for at bevare malerfaget ved at ansætte lærlinge.

Fyns største malerfirma

Maleropgaver for både private og erhverv

De kooperative principper, et stærkt fællesskab og solidt malerarbejde har gjort DCM til Fyns største malerfirma.

I mere end 90 år har vi som malerfirma leveret farver, flot finish og perfekte penselstrøg til både private og erhverv, og vi har et fast samarbejde med en række virksomheder og boligselskaber. Se vores referencer her.

Vi løser udvendige og indvendige maleropgaver i alle størrelser. Fra det mindste stykke fodpanel til hundredvis af lejligheder. Vi har hovedsæde i Odense, men vi udfører maleropgaver på hele Fyn.

Vil du selv i gang med pensel og malerulle, så besøg vores farvehandel på Østerbro i Odense. Her kan du købe kvalitetsmaling, og det rigtige værktøj og også rengøringsmidler, og vi står klar med gode råd og vejledning, så du lykkes med dit malerprojekt.

På vores sprøjteværksted løser vi spændende specialopgaver og sørger for at fx brugbare køkkenlåger og møbler kan bevares og friskes op i stedet for at blive smidt ud.